Get Adobe Flash player

Den dansk-britiske servicevirksomhed taber kontrakt på sikkerhedsopgaver for mere end 700 mio.

G4S har siden 2008 stået for sikkerheden i Europa-Parlamentets bygninger i Bruxelles.

Men kontrakten på sikkerhedsopgaver til en samlet værdi af 95 mio. euro (ca. 712 mio. kr.) tilfalder nu i stedet konkurrenten Securitas, fremgår det af den offentliggjorte service-kontrakt fra Europa-Parlamentet.

G4S mister den store kontrakt efter en lukket budrunde, hvor den officielle begrundelse for leverandør-skiftet ifølge service-kontrakten er, at Securitas prismæssigt leverede det laveste bud på opgaven.

Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF, glæder sig over, at G4S nu er droppet.

Kontroversielle israelske kontrakter

Hun har over de seneste par år gentagne gange kritiseret parlamentets samarbejde med den dansk-britiske servicekæmpe, der har været i voldsom modvind i offentligheden for en række kontroversielle kontrakter med israelske bosættelser og militære fængsler.

I marts i fjor tog hun således initiativ til at sende et brev til den tidligere formand for parlamentet, Jerzy Buzek, hvori hun med opbakning fra 27 andre europaparlamentarikere opfordrede parlamentets administration til at afslutte kontrakten med G4S.

"Det er rigtigt gode nyheder. Ved ikke at forny kontrakten med G4S fremstår Parlamentet som en langt mere troværdig samarbejdspartner i Mellemøsten, der ikke på den ene side fordømmer den israelske undertrykkelse af palæstinensernes menneskerettigheder og på den anden side støtter er firma, der gør god forretning ved at opretholde denne undertrykkelse," lyder det fra Margrete Auken i en kommentar til leverandør-skiftet.